Tirsdag d. 1. oktober 2019, kl. 19:00

Aftenens hovedperson, Willy Egmose, er jazzmusiker, komponist og tidligere organist. Han er en sand mester inden for rytmisk kirkemusik og har komponeret mange salmemelodier. Han anvender elementer fra jazz og anden rytmisk musik, samtidig med at han bruger de kirkemusikalske rødder.

Han har sat musik til rigtig mange af de nyere salmedigtere, og er en af pionererne inden for rytmisk kirkemusik. 

Egmose blev født blind den 1. maj 1944 på Langeland. I 1948 og syv skoleår opholdt han sig på Blindeinstituttet på Refsnæs v. Kalundborg. Her modtog han sin første musikundervisning. I 1958 tog han ophold på Statens Institut for Blinde og Svagsynede i København, mens han tog 8. og 9. klasse, samtidig med han modtog musikundervisning. Undervisningen fortsatte helt frem til 1967, hvor han tog en kirkemusikalsk embedseksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

I 1968 blev han ansat som organist ved Skjern Kirke. Her blev han ind til 9. juni 2014, dog med et års pause fra 1975 til 1976. Sideløbende med jobbet ved Skjern Kirke har han været og er stadig en aktiv jazzpianist. Han har udgivet flere plader. I 1964 vandt han Danmarks Radios jazzkonkurrence. Det har længe været organistens ønske at få Willy Egmose til at besøge os.

VI får en aften med anekdoter og ikke mindst en masse fællessang med udgangspunkt i salmer, som vi kender, og nogle nyere, som han medbringer. Som altid er det gratis, og der vil også være noget godt til ganen.

Medvirkende
Willy Egmose
Sted
Bryrup sognehus