Ind og-udmeldelse

Hvordan bliver jeg medlem af folkekirken?

Man kan kun være medlem af folkekirken, hvis man er døbt. Når du bliver døbt i folkekirken, bliver du samtidig medlem af folkekirken. Både spædbørn, større børn og voksne kan blive døbt i folkekirken.

Det er også muligt at blive medlem af folkekirken, hvis du er døbt i et andet kristent trossamfund.

Er du døbt i et andet kristent trossamfund, kan du blive medlem af folkekirken ved at henvende dig til en præst i folkekirken.

Hvordan melder jeg mig ud af folkekirken?

Udmeldelse af folkekirken sker ved skriftlig eller personlig henvendelse til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor du bor. Hvis du bor i udlandet, skal du sende din udmeldelse til sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn i Danmark, hvor du boede, før du flyttede til udlandet.

Det er ikke muligt at være medlem af folkekirken og et andet trossamfund på samme tid. Hvis du slutter dig til et andet trossamfund, er du dermed udtrådt af folkekirken. Du skal selv give besked til kirkekontoret eller præsten i dit bopælssogn.

Når du meddeler, at du vil træde ud af folkekirken, skal du oplyse, hvor og hvornår du er født og døbt. Du får en bekræftelse på, hvornår udmeldelsen er sket, og udmeldelsen bliver registreret i CPR. 

Når du ikke er medlem af folkekirken, har du ikke samme ret til kirkelig betjening som folkekirkens medlemmer. For at blive viet i folkekirken, skal mindst den ene være medlem. Normalt kan du kun blive begravet med bistand af en præst i folkekirken, hvis du er medlem, når du dør. Ved de fleste kirkegårde er taksterne for gravsteder m.v. højere for personer, der ikke var medlemmer af folkekirken, end de er for medlemmer.  

Fortryder du din udmeldelse af folkekirken, kan du altid vælge at melde dig ind igen. Det gør du ved at tage kontakt til præsten i det sogn, hvor du bor.

Send sikker post til kirkekontoret - klik her